Det er et udbredt ønske blandt forældre, at arven efter dem skal være deres barns særeje. Et særeje indgår nemlig ikke i barnets eventuelle bodeling med en nuværende eller kommende ægtefælle i tilfælde af, at barnet bliver skilt efter at have modtaget arv fra forældrene.
Ved at man som testator fastsætter et særejevilkår i sit testamente, sparer man sit barn for ubehagelige drøftelser med dets nuværende eller kommende ægtefælle om, hvorvidt ægtefællen vil være med til at oprette og tinglyse en ægtepagt, der gør barnets arv til særeje; sådanne drøftelser er jævnligt ganske belastende for parforholdet og falder ikke altid positivt ud.
En gyldig og retskraftig bestemmelse om at den arv, man efterlader sig, skal tilfalde ens barn som særeje, kan udelukkende træffes i testamentsform.
Der findes forskellige typer særeje og arvelader skal i sit testamente også tage stilling til typen af særeje.
Hvis man indsætter et vilkår i sit testamente om rent skilsmissesæreje, beholder ens barn arven – eller resterne af den – i tilfælde af separation og skilsmisse. Til gengæld bliver arven til fælleseje ved barnets eller svigerbarnets død og det betyder, at halvdelen af arven tillægges svigerbarnet som såkaldt boslod. Særligt hvis testators barn lever længere end svigerbarnet, kan det være meget uheldigt, at barnet i boslod skal aflevere halvdelen af sin arv til svigerbarnets dødsbo; – er svigerbarnet ikke økonomisk solid, går arven lige ned i lommen på svigerbarnets kreditorer …
For at undgå at sætte barnet i denne situation kan forældre i deres testamente træffe bestemmelse om, at arven efter dem gives som et såkaldt kombinationssæreje, der er at betragte som barnets fuldstændige særeje både ved skilsmisse og hvis barnet bliver længstlevende i dets ægteskab. Det fuldstændige særeje skal barnet nemlig ikke aflevere halvdelen af til sin afdøde ægtefælles dødsbo. Læs også gerne, hvordan Bale kan hjælpe som dødsbo advokat.